Kinesiologi kursus.
Nu er der næsten gået en måned siden jeg sidst var på Kinesiologi kursus. Jeg glæder mig helt vildt til at komme afsted igen, denne weekend lærer vi at afbalancere meridianerne med kosttilskud (vitaminer, mineraler, blomstermedicin), og kommer til at arbejde med stressfrigørelse i fortid og i fremtid, gangreflekser, taleproblemer, fødevareintolerance og en prioriteringstest, der gør det muligt at korrigere ubalancer.
Jeg kan kun gentage hvad jeg allerede har skrevet før – jeg er blevet endnu mere sikker på at Kinesiologi er et fantastisk supplement til Zoneterapien, det giver mig en styrke i det jeg allerede kan og gør, for at klienten kan få den optimale behandling ud fra både den viden jeg har igennem Zoneterapien, og nu også igennem Kinesiologien.
Jeg glæder mig SÅ meget til endnu en inspirerende weekend.
Hvad er Kinesiologi
Behandlingen er en metode til at opnå bedre balance både fysisk, mentalt, følelsesmæssigt.
I kinesiologien anvendes muskeltest og via kroppens feedback afgøres om energistrømmen, der følger kroppens meridianer, er fri eller blokeret.
Når kroppen testes kan der findes svar på hvad der stresser kroppen, samt hvor i krop og sind at stressen er “gemt”. Ved hjælp af forskellige teknikker, massage af refleks- og akupunkturpunkter og andre øvelser fjernes stress og stress-reaktioner, så energien igen kan strømme frit. På denne måde opnås optimal balance.
Kinesiologi bygger dels på Vestens viden om anatomi, fysiologi og kemi, og dels på Østens gamle visdom om sundhed baseret på viden om kroppens energibaner (meridianer) og livsenergi.
Mennesket ses som en helhed hvor krop, kemi, følelser, tanker og energi gensidigt påvirker hinanden.
Når livsenergien flyder frit, er vi i balance. Hvis energien er blokeret eller hæmmet, mærker vi det i form af træthed, forskellige symptomer og sygdom. Det kaldes ubalancer indenfor kinesiologien, og det er vigtige signaler fra kroppen om at noget ikke fungerer som det skal.
Indenfor kinesiologien søger man at styrke livskraften og øge energien, så sunde og livgivende processer i krop, følelser og tanker fungerer optimalt.
Kroppen har svar på det hele, og kroppens celler husker alt, hvad vi har oplevet. Ved hjælp af muskeltesten – afdækkes stress og blokeringer samt årsager hertil.
Smil fra Lene
Mejle Zoneterapi